Hilsen til Forårssolen (1. vers med becifringer(

{t:Hilsen til Forårssolen}
{st:Poul Dissing}
{key:A}
{time:4/4}

Det er [A]for-år. [D]Al-ting [E]klip-pes [A]ned.
[A7]Der be-[D]skæ-res i bu-[E]skad-ser og bud-[A]getter.
Slut med [A]for-dums fe-de [D]ød-sel-[E]hed.
Vi be-[H7]gyn-der at træ-ne til ske-[E]let-ter.
Jeg blir [A]fem år [C#7]ældre ved
hvert [F#m]indgreb i min [D]pung,
men når [A]forårssolen [E]skinner,
[A]blir jeg ung!


Lad kun falde, hvad der knap kan stå ...
Men i så fald sku' jeg altid komme kryv'nde
hver gang Skatten gir sig til at flå
mine sidste mønter fra mig hver den tyv'nde-
Jeg blir tom i hjernen, træt og
tung i sjæl og krop,
men når forårssolen skinner
står jeg op!


Og jeg fægter med min sparekniv.
Men den skraber bare hult i sparegrisen.
Der er ikke meget tegn på liv.
Selv i vinter var der dog en ko på isen.
Jeg har længe næret en
istap ved min barm,
men når forårssolen skinner
blir jeg varm!


Solen skinner på fallittens rand.
Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
Der er caries i tidens tand.
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
Snart skal jeg og mine sidste
tænder skilles ad,
men når forårssolen skinner,
blir jeg glad!


Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for som solfanger er jeg nu begyndt
at forstå, at Alt og Intet er os givet.
Og engang går solen sin
runde uden mig,
men når forårssolen skinner,
lever jeg!

208593
TodayToday109
©2017 all rights reserved